Post du modtager i e-Boks
Post, meddelelser og lign., som du modtager digitalt, har samme juridiske retsvirkning med hensyn til bl.a. betalings-, accept- og klagefrister, som hvis de var modtaget som almindelig brevpost.
Digital Post og e-Boks er lukkede kommunikationssystemer og kræver validering af afsendere med et kontrolleret digitalt certifikat. Dette giver dig som modtager sikkerhed for meddelelsens ægthed og at afsenderen er kendt i systemerne.
Egne dokumenter og filer
Når du selv gemmer dokumenter i dit arkiv svarer det til en fotokopi. De fleste steder er det almindeligt anerkendt, at en digital kopi af et dokument er lige så valid som originaldokumentet, og man accepterer den digitale kopi.
Det kan dog ikke udelukkes, at der nogle steder kræves fremvisning af de originale dokumenter. Du skal være opmærksom på dette forhold i forbindelse med en evt. destruktion af originaldokumenter. Er du i tvivl så undlad at destruere originaldokumentet.
Sikker forbindelse til din digitale postkasse
e-Boks anvender et godkendt sikkerhedscertifikat som er integreret i de fleste browser-typer. Dermed er du sikker på, at du er logget på hos e-Boks. Data som bliver sendt til og fra dig gennem e-Boks bliver i øvrigt kodet således, at andre ikke kan se data, som for eksempel dit cpr-nr. Dette kaldes kryptering. Den sikre forbindelse til e-Boks opnås ved brug af sikkerhedsprotokollen SSL (Secure Socket Layer), som findes indbygget i alle moderne browsere.
e-Boks er beskyttet mod angreb udefra via en stærk firewall understøttet af en arkitektur, der modvirker sådan samt overvåger trafikken for at kunne identificere eventuelle angreb.
ISO 27001 Compliant
e-Boks er beskyttet med en række forskellige komponenter og procedurer, der gør det sikkert for dig at bruge e-Boks. e-Boks lever op til omfattende sikkerhedskrav i forbindelse med samarbejdet med den finansielle sektor. Siden 2015 har e-Boks været ISO 27001 compliant og er siden da blevet revideret årligt for at bevise compliance med denne standard af uafhængig ekstern revisor. Opnåelse af ISO 27001 compliance påviser at e-Boks leverer et højt niveau af Informationssikkerhed.