Børn og unge kan modtage digital post i e-Boks, men de kan ikke selv tilgå deres digitale postkasse før de fylder 13 år. For at logge ind på e-Boks er det nemlig nødvendigt at have et MitID, som har en nedre aldersgrænse på 13 år. Til gengæld kan du, som forælder, tilgå dit barns e-Boks og vi vil i denne artikel gennemgå hvordan.
Hvis dit barn derimod er over 13 år kan du hjælpe dem med at oprette et MitID, så de selv kan tilgå e-Boks og læse deres digitale post. Hvordan du opretter et MitID, samt hvordan du hjælper dit barn igang med at bruge e-Boks vil ligeledes blive gennemgået i denne artikel.
Indholdsfortegnelse
1. Oprettelse af adgang til barn under 13 år
2. Sådan opretter du MitID til dit barn over 13 år
3. Sådan hjælper du dit barn over 13 år i gang med e-Boks
1. Oprettelse af adgang til barn under 13 år
Er dit barn under 13 år, kan barnet være tilmeldt e-Boks, hvis de fx modtager kontoudtog efter aftale med banken. Hvis dette er tilfældet, kan e-Boks hjælpe med at etablere adgang til dit barns e-Boks. Det betyder at du, som forælder, fremadrettet kan læse den digitale post, som dit barn modtager gennem din egen e-Boks.
Hvis barnet ikke har modtaget post endnu, kan vi tilmed oprette en e-Boks.
For at oprette en adgang til barnets e-Boks, skal du følge dette link og udfylde formularen, samt vedhæfte nødvendig dokumentation: Etablering af adgang til e-Boks i forbindelse med unge under 13 år.
Som det også fremgår af formularen, består den nødvendige dokumentation af følgende:
- Billede-ID med fuldt CPR-nummer, såsom kørekort eller pas, på forælderen.
- Sundhedskort eller pas med fuldt CPR-nummer på barnet.
2. Sådan opretter du MitID til dit barn over 13 år
Hvis du har en telefon og et gyldigt pas på barnet kan du følge vejledningen herunder. Hvis ikke, kan du få hjælp til oprettelse af MitID igennem borgerservice - Se eventuelt denne artikel: Når du skal have hjælp til MitID i Borgerservice.
Hvis du bruger din egen telefon til at oprette MitID til dit barn
1. Åben MitID appen på din telefon.
2. Tryk herefter på indstillinger i øverste ventre hjørne.
3. Vælg nu 'Få MitID med pas' og tryk så på 'KOM I GANG'.
Appen vil nu guide dig igennem hvordan du opretter dit barns MitID korrekt.
Hvis barnet skal have MitID på sin egen telefon
1. Først skal i hente MitID appen ned på barnets telefon.
2. Åben nu MitID appen, og tryk på 'KOM I GANG'.
Appen vil nu guide jer igennem hvordan i opretter barnets MitID korrekt.
Bemærk! Du kan også følge en videoguide her.
Hvis i skulle opleve problemer med at oprette MitID, henviser vi til MitID Support, som kan findes her.
3. Sådan hjælper du dit barn over 13 år i gang med e-Boks
Oprettelse af barnets e-Boks
For at oprette en e-Boks til dit barn kan du følge dette link: Kom i gang med e-Boks. Linket tager dig til vores hjemmeside, hvor du skal trykke på knappen 'Ny bruger'. Nu skal barnet logge ind med sit MitID, og herefter acceptere vores brugervilkår, samt indtaste diverse oplysninger, såsom telefonnummer og e-mail.
Barnets e-Boks vil nu være oprettet.
Læseadgang til barnets e-Boks
Når dit barn har oprettet sin e-Boks, kan det være vigtigt at oprette en læseadgang, så du, som forælder, kan følge med i barnets digitale post. Du kan oprette adgangen ved at følge denne vejledning:
1. Log ind på barnets e-Boks via e-Boks.dk.
2. Gå til 'Menu' (cirkel 1).
3. Vælg 'Adgange' (cirkel 2).
4. Tryk på knappen 'Giv andre adgang' (cirkel 3).
5. Nu skal du indtaste følgende oplysninger:
- Forælderens navn og CPR-nummer.
- Et kodeord, som forælderen skal bruge for at acceptere adgangen.
- En ophørsdato for hvornår læseadgangen skal udløbe (hvis du ikke ønsker at der skal være en ophørsdato, skal du blot slette den dato, som automatisk er blevet tilføjet).
6. Tryk herefter på knappen 'Næste'.
7. Vælg så de rettigheder du ønsker at have, og vælg eventuelt hvilke mapper, der skal gives adgang til.
8. Bekræft ved at trykke på knappen 'OK' nederst på skærmen.
Når dette er gjort, skal du, som forælder og adgangsmodtager, logge ind på din egen private e-Boks og bekræfte adgangen. Følg vejledningen nedenunder for at gøre dette:
1. Log ind på din private e-Boks.
2. Her skal du trykke 'Accepter' ud fra notifikation omkring adgangen.
3. Indtast nu det kodeord, som du skrev under trin 5 længere oppe.
4. Du kan vælge at modtage notifikationer via e-mail, når dit barn modtager ny post. Hvis du ønsker dette skal du markere afkrydsningsfeltet under 'Notifikationer'.
5. Tryk til sidst på knappen 'OK'.
Nu er adgangen accepteret, og du vil have adgang til både barnets og din egen post.